i går, afsluttede jeg Oakland Half Marathon. Det var godt, dårligt såvel som grimt. Jeg har aldrig været en hurtig løber såvel som mine forventninger er ret godt håndteret med hensyn til min egen atletiske dygtighed. Mit racemål var at totale det såvel som at nyde dagen.
Før jeg forlod hjemmet til begivenheden, lod jeg min hendes husbond forstå, at jeg virkelig virkelig håbede, at han kunne bringe børnene et eller andet sted langs stien for at bifalde mig på, hvis det ikke var så meget besvær, eller selvom det var lidt såvel som meget problemer. Med henblik herpå lavede jeg min egen indikation af, at ”Go Mom Go” såvel som lagde det ud på morgenmadsbordet ved siden af to cowbells for at lave støj. Under løbet smsede jeg ham, så de kan forstå, hvor de skulle opdage mig.
Jeg var meget glad såvel som overrasket, da jeg så min ældste søn løbe såvel som at heppe på mig omkring kilometer i stedet for at køre i tophastighed. Men jeg kunne godt lide det.
(Tilmeld dig opad? Endnu bedre)
Når Holden så mig løbe, begyndte han at jage mig, hvilket jeg hilste velkommen. Inden for 30 sekunder spurgte han mig, hvor hans skjorte var til hans musikoptræden senere samme dag. Når alt kommer til alt, nu havde han mit øre. Dernæst klagede han over, at han ikke fik nogen form for sine efter-skoleklasse-valg. (Far måtte registrere sig uden mig den morgen såvel som en god opgave for en rookie!) Kan jeg gøre noget ved dette? Holden undrer sig. Jeg spekulerer på, om jeg vil overflade dette løb.
Når vi først fik fat på far såvel som bitbrødre, brast mit hjerte med synet af min fulde række spawn, der hepper på mig.
Du kan se Holden med hans indikation lige bag mig. Bitsøskende Milo såvel som Sawyer er den orange-hættede, der trængte en mindre person på fortovet. Jeg trak over en hurtig smook såvel som klarede mig for at få flere opmuntrende ord. Sawyer bad mig om at reparere sin fastklemte cowbell. Typisk.
Alle løb såvel som alle miles for at foregive andre menneskers “løb, mor!” Indikationer var for mig, såvel som jeg kom til at forældre dem, mens jeg løb. Jeg tilbragte den næste kilometer i fniser og reflekterede over sandheden, at jeg ikke desto mindre hurtigt bevæger mig med deres plads, mine drenge er parat til at nå ud og gribe mig, når de kan.